Kommentarer vil ikke blive besvaret
(Du er velkommen til at kommentere indlæg eller stille spørgsmål, der er relevante i forhold til bloggens kategorier. Vær opmærksom på, at disse og deres evt. besvarelse kan læses af andre. Ønsker du at få belyst retslige spørgsmål, kan dette også ske ved direkte henvendelse til Støtt & Ret. Benyt venligst formularen under menupunktet SEND MAIL.)
SLOG DU ET SØM I VÆGGEN HOS KÆRESTEN – VENNETJENESTE OG SORT ARBEJDE
Håndværkerne må ikke
I jagten på skattekroner har samfundet gennem mange år beskattet fritidsaktiviteter, når de blev udført af håndværkere. Hvis man som tømrer lagde et tag for naboen eller byggede fritidshus for kæresten eller børnene, så var man i princippet skattepligtig af en værdi svarende til arbejdsindsatsen. Tilsvarende har købmanden også måttet betale for et vist egetforbrug af varer fra sin butik - en omsætning der så blev skattepligtig.
Retfærdighedssansen er vanskelig at dysse hen
Det forlyder nu at man vil skærpe disse regler – dvs. på politikersprog hedder det ”at tydeliggøre”. Men basalt set handler det om at mindske den private sfære for udveksling af tjenester med henblik på at kunne værdisætte og beskatte disse tjenester. Problemet er bare, at det kræver en betydelig kontrol at sikre at alle går i nettet. Og jo mere urimelig og påtrængende reguleringen føles i befolkningen jo større kontrolforanstaltninger skal der iværksættes. Det skal de, fordi folk vil gøre hvad de kan for at komme uden om det de opfatter som noget de selv burde være herre over – og som samfundet ikke skal blande sig i.
Husk at rydde op – måske kigger skat lige ind
Det er formentlig derfor, at det forslag man sysler med, skal give myndigheder adgang til at gå ind på folks private områder uden nogen form for dommerkendelse. Denne adgang skal de have alene baseret på at man (skattevæsenet) måtte mene, at der i en given situation foregår en aktivitet som muligvis er erhvervsmæssig. Det er med rette kaldet et indgreb som ligger meget tæt på en menneskerettighedskrænkelse – hvis ikke for tæt.
Den årlige frihedsdag – lad os så hellere være helt fri
Det er et lærestykke i praktisk politik. På grundlovsdagen fejrer vi vor frie demokratiske forfatning, vi fejrer glæden ved at leve i et frit land og politikere holder taler om vor frihed. De resterende 364 dage arbejder de samme politikere så på at opsætte kontroller og overvågning af befolkningen for at sikre effektiviteten i de frihedsindgreb man beslutter politisk. Man kunne overveje en fælles beslutning om, at Grundlovsdagen er den dag den danske befolkning fejrer den frie forfatning og netop den dag skal alle politikere vise deres respekt og holde deres mund. Ingen nævnt og ingen glemt.
Læreren må gerne
Men det er ikke alene i forholdet til frihed, at den politiske inkonsistens demonstrerer sit overherredømme. Det er jo tankevækkende at sort arbejde alt overvejende kun er noget med bygningshåndværkere – i den politiske bevidsthed. Som advokat kender man da begrebet rødvinssager og mon ikke også revisorer har ydet lidt rådgivning af og til som vennetjenester. Og reklametegnere, tekstforfattere, gartnere, vognmænd osv. Hvorfor er det den pensionerede tømrer der skal betale skat af sin indsats for barnebarnets fritidshus – hvorfor skal den pensionerede skolelærer ikke betale skat af sin hjælp til barnebarnets skoleopgaver? For slet ikke at tale om 20 minutters daglig højtlæsning for naboens børn, hvis forældre kun kan arabisk?
Der tænkes – og her er det ok at det er sort
Kategorier
Kommentarer
Johan Hartmann Stæger
26-06-2012 20:09
Ja, det bliver interessant at se, hvordan verdensfirmaet Skat med store bogstaver vil gribe kontrolforanstaltningerne an overfor sort, akademisk arbejde. "Ved mistanke om tankemæssig virksomhed af erhvervsmæssig karakter, har Skat adgang til enhver matrikel i kongeriget med henblik på at konstatere i hvilket omfang den udøvede tankevirksomhed er gjort eller bør gøres til genstand for beskatning"...? Eller en tilsvarende hjemmel?
