Schæferhunden Thor har præget debatten gennem de seneste dage, og sagen har sågar medført, at en politimand har følt sig moralsk forpligtet til at beskytte hunden mod det regelsæt, som mennesket som universets herre har sat for hunde og deres opførsel.

Der synes nu at være en forståelse for, at man med den nye ikke handlede ovenud fornuftigt, og at man er villig til at rette på sine fejltagelser. Det er fint.

Ved knivloven havde man en klar fornemmelse af, at politiets og anklagemyndighedens administration af loven nok var lidt mere rigoristisk end lovens formål forudsatte og til tider helt unødvendig, og man fik også en fornemmelse af, at sund fornuft også var afskaffet med loven – selv om det ikke fremgik tydeligt af ordlyden.

Tilsvarende gælder for hundeloven. Efter §6 stk. 2. gælder, at hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, så kan politidirektøren bl.a. beslutte, at hunden skal aflives.

Dog kan hundeejeren efter §6 a stk. 2 kræve, at der skal foretages en sagkyndig undersøgelse, forinden der træffes en sådan beslutning om aflivning. Altså, vi skal ikke aflive en hund, fordi den opfører sig som en hund.

Desværre har man så i §6 stk. 5 indsat en bestemmelse, der fastslår, at hvis en hund ved et overfald har skambidt et menneske eller en anden hund, skal politidirektøren lade hunden aflive – og her er der ikke krav om nogen som helst sagkyndig undersøgelse. Skambidningen udløser i sig selv kravet om aflivning.

Politiets snæversyn

Men desværre er det ikke kun lovens ord, der er problemet – det er også politimyndighedens anvendelse af loven. Der står, at skambidningen skal ske ved ”et overfald”. Hvis en hund finder sig angrebet af en anden hund og forsvarer sig, så forekommer det ikke logisk at sige, at den har overfaldet nogen – også selv om den har bidt den overfaldende hund alvorligt.

Et overfald er begrebsmæssigt ”vold udøvet mod en sagesløs” - dvs. at den, der er skambidt, må ikke selv have givet anledning til hændelsen.

Hvorfor i alverden indgår dette element ikke i politiets bedømmelse.

Det ser ud til, at politiet ved sin praksis i administrationen af loven har gjort lovens konsekvenser mere vidtrækkende, end ordene giver anledning til, og så er det ikke fair kun at bebrejde politikerne. Politiet må pænt tage sin andel.